Oliver Karst

 

Ud med kirken

I mit tidligere embede, havde vi et hjælpeprogram, hvor vi engang om måneden tog en masse frivillige fra byen med rundt i sognet og hjalp folk med manuelt arbejde, de af den ene eller anden grund havde besvær med at få udført.

Det var altid givende og hyggeligt, men det slog næsten heller aldrig fejl, at folk første gang altid spurgte, når vi var færdige: ”nå, men hvad skal I så have for dét?”. Det var heller ikke usædvanligt, at folk præsenterede os for kontante beløb, som der naturligvis ikke blev taget i mod.

Dette skete selvom diverse annoncer tydeligt forklarede, at hjælpen var gratis.

Det skete heller ikke sjældent, at jeg kunne træffe folk i byen, som fortalte mig, at de da godt kunne bruge hjælpen, men at de vel var for ”unge”.

Hændelserne kunne have været forekommet hvor som helst i landet, for det er desværre en central tanke herhjemme stadigvæk, at vi skal give noget for det, vi får udført, når det altså ikke er det offentlige, der udfører opgaven.

På samme måde vil vi herhjemme heller ikke ligge nogen til last og vil helst ikke have hjælp, indtil vi når en vis alder, fordi vi er vant til, at enhver svarer sit.

Det er ærgerligt, for sammen er vi stærkest, og der er ingen skam i at modtage hjælp, uanset hvilken alder man har, og tanken er heldigvis også på retur. I en tid, hvor det offentlige i stigende grad fattes penge og må omstrukturere, er kirken samtidig vendt tilbage til sine rødder, fordi behovet er opstået. Den skal ud at hjælpe folk – populært også kaldet ”diakoni”.

Dette ses ikke kun i diverse hjælpeprogrammer, men også i kirkernes understregning af, at præsten ikke kun er der om søndagen, men gerne kommer ud på besøg til hjælp og lindring gennem samtale.

Ordet diakoni er dog ikke nyt – diakoni er oldgræsk og bruges igen og igen i Det Nye Testamente, hvor det betegner omsorgen for de syge, svage, sultne og tørstige, og denne tanke førtes videre over i den tidlige oldkirke, hvor det stadig var menighedens opgave at sørge for folk, der var i nød.

Dette fortsatte over i den katolske kirke, hvor man stadig den dag i dag har et selvstændigt diakonembede og igen over i protestantismen, hvor den pietistiske forståelse af kristendommen, satte fromheden og næstekærligheden i højsædet.

Velstillede forretningsfolk og andre kunne gennem deres hjælp gøre bod for deres synder, og da dette op igennem 1600-tallet blev systematiseret igennem diverse stiftelser, lagde kirke og kristendom dermed fundamentet for den velfærdsstat, vi ser i dag.

Hvor vil jeg hen med denne fortælling? Blot fortælle, at kirken ikke kun er bygningen, som vi bruger om søndagen – den er så meget mere. Så brug din kirke – ikke kun om søndagen. Præsten kommer hellere end gerne ud med kirken, og der behøver ikke være en særlig anledning.

Oliver Karst