Præsten har ordet

Prædiken over 10. s.e.trinitatis.

Luk. 19,41-48

Jesus græder over Jerusalem

v41  Da han kom nærmere og så byen, græd han over den v42  og sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. v43  For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. v44  De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.«

Tempelrensningen

v45  Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, v46  og han sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal være et bedehus.‹ Men I har gjort det til en røverkule.«

v47  Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; v48  men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham.

Prædiken:

I Faderen, Sønnens, og Helligåndens navn, amen.

Det er et utaknemmeligt job, at være prædikant over denne tekst. For dybest set, så viser den – på en hjertens skærende måde, at vi mennesker ikke har forandret os. Jesus han græd over Jerusalem, det er godt og vel 2000 år siden. Der er stadigvæk grund til at græde, både over Jerusalem, over ufreden i Israel og Palæstina, over Syrien og Isis, og Terror, over bandekrige, over skænderier i den privates sfære.

Jeg kender nogle mennesker, der har overskud til at ønske sig fred i verden, mens jeg også kender andre, som ikke en gang har overskud til at ønske sig fred i deres eget liv.

Og det er det, som denne prædiken handler om.

Fred i verden

Og fred i os

- Eller mangel på samme.

Jesus græd over Jerusalem, den elskede by, han var fortvivlet over sit folk. Jerusalem i al dens vælde, og skønhed var også den gang et epicenter for ufred - for mennesker, der ikke kan leve i enighed, eller finde sammen. Jesus, Guds søn græd måske også over, at der hvor ufreden råder, der er det svært at være Gud taknemmelig. Det synes vel snarere som en umulighed at takke og lovprise Gud, der hvor ufreden holder hus.

Jeg tror, at Jesus ville græde, hvis han så os i verden i dag. Der er så uendeligt meget, der er gået galt. Nogle gange minder det hele mest af alt om en røverkule, hvor vi har svært ved at erkende, hvad der tjener til vores fred.

Det er nu engang nemmere at udpege verdens ufred.

- Lad os starte med terror. Igen er vi blevet ramt af terror, af ondskab. Denne gang i Barcelona, flere døde, og endnu flere sårede, og endnu flere, der er rystede… Hvad er meningen med alt den ondskab?

Og hvad med i vores lille trygge Danmark. Der raser bandekrigene, og vi skal faktisk ikke hele vejen til Nørrebro i København for at høre om civile, der frygter at blive ramt af skud. Vi skal blot 35 km. før vi nærmer os et sted i krise, nemlig i Gellerup Parken. Det kommer meget tæt på, vores egen organist Anne Mette bor blot et par km. derfra, og jeg kører igennem det belastede område dagligt… Vold, der avler vold, hvorfor?

Og hvad med den potentielle fare mellem Nord Korea og USA.  

Alt den ufred, som bandekrige og terror medfører, det kan få mig til at græde, ganske som ufreden i Jerusalem fik Jesus til at græde. Men er jeg så meget bedre selv?

Ja, hvad med os selv?

Os almindelige mennesker, måske rager vi også ufred med vores nærmeste, og os selv. Nogle gange er det simpelthen for svært at leve og efterleve principperne i et bedehus. Nogle gange synes det lettere at blive i vreden og gøre stik modsat end det, der tjener til vores fred.

Ofte er vore egne hjerter fyldte til randen, af ufred, uretfærdighed, folk der mobber eller undertrykker, af terror, bandekrige, frygt og vrede. Livet kan hurtigt live som en røverkule, hvor det onde og mistroen får magten over os.

Det ville Jesus græde over, græde over sammen med os. Og det værste er, at vi tilsyneladende ikke har lært noget som helst.

Er det så ikke omsonst, at stå her, atter en gang og erindre Guds ord om fred? Når der alligevel ikke sker en indgribende forandring. Det minder mest af alt, som om den gode Jesus har talt for døve øren i de sidste 2000 år.

Og en kolde ateist har fremragende vilkår i denne verdens ufred, for, hvor er Gud henne i al den verdens ondskab? I al vores og verdens ufred? Ateisten ville måske hævde, hvordan kan der være en elskende Gud, som tillader så meget at gå galt. Se selv! Ufreden råder, og hvor er Gud henne i alt det?

Det er tydeligt, at Jesu ord fra dengang er fuldstændig aktuelle i dag:

”Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred.”

Vi må og skal, så meget mere, end endnu før, råbe Guds ord ud til nær og fjern. Vi må ikke miste håbet. Mennesket er hverken umuligt eller håbløst. – og ej heller er livet.

For det onde, det står jo som en kontrast, til alt det smukke og gode, der også er.

Og det er lige præcist der, at Gud er, der hvor Gud råder og holder hus.

Og hvad tjener til menneskets fred?

Måske kan vi blive klogere på dagens anden tekst, eller i hvert fald forsøge os på at blive klogere!

Ordene som vi hørte fra 5. Mosebog 6,4-9: "Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én”.

Det handler om det hellige, det hele, det ubrudte. Herren er én.

Og vi ved jo af bitter erfaring, at der hvor ufreden holder hus, der er der splittelse og sorg.

Og vil vi gå fra splittelse til helhed er der kun en vej: At bede! Vi skal vi bede for fred.

Både for verdens fred. Og for vores egen.

Måske der, kan vi finde Gud, og således lade os finde af Gud. Der, hvor vi lader kærligheden råde.

- Der, hvor vi indser skønheden ved et nyfødt barn i kærlighed.

- Der hvor beboerne og politiet I Gellerup kæmper for fred I deres lokal område. Banderne må ikke få magten, ej heller må de hverve nye unge mennesker, de skal have bedre vilkår, en bedre opvækst, med nye muligheder. Sådan kæmper folket.

- Der hvor beboerne på Nørrebro I København, for sat en statue op af konfiskerede våben, som er smeltet om til et hjerte.

- Der, hvor vi tilgiver vores nærmeste, og lader vreden fare.

- Det er i de små stjernestunder midt i ufredens tarvelighed, at vi kan vende os mod Gud, og bekende som det star skrevet I 1 mosebog:

Du skal elske Gud Herren, af hele dit hjerte, og af hele din sjæl og hele din styrke.

Det er de ord, der skal ligge os på sinde.

Det er med de ord, at vi skal bede til Gud.

Takke for det smukke, der også er i livet.

Og så bede om hjælp til at kæmpe for fred, der skal rydde ud og rydde, i alle de anliggender, hvor vi har gjort livet til en røverkule.

For fred er jo ikke bare noget, der skal være I verden, men også i det enkelte menneske. Måske er det der den starter?

Ja, tilbage til spørgsmålet: Hvor er Gud henne i denne verdens terror, i ufreden den indre og den ydre?

Gud er i troen, i håbet i kærligheden. For lige der midt i vreden, midt i terror, mit i bandekrig, og private anliggender, der er der hele tiden et underliggende potentiale for kærlighedens magt.

- Og så er det jo måske ikke så slemt at være prædikant i dag, alligevel, når man nu får lov til at vende fokus, og fokusere på alt det smukke, som livet også består af.

Vi, der bliver ofre for terror, det er os, der elsker livet. Alle de mennesker, der lever livet, og elsker at leve livet i frihed og tryghed. Der råder Gud i mennesket, i det omfang vi fyldes af kærlighed og sorg over det tabte.

I bandekrigene, der er Gud, i de mennesker, der står sammen og kæmper for fred, og siger nej til bandernes terrorisering. Gud er også i alle dem, der sørger over de mennesker, som er ramte af volden. I de familier, som mister deres sønner til den rivaliserende krig, i alle os, der længes efter et fredsfyldt og trygt samfund.

Og Gud er i os, når vores hjerte er fyldte til randen af selvmodsigelser, vrede og forurettet hed, for midt i alt det, der tynger os og forblinder os, og gør os til vredens forpagtere, der er der et potentiale for forbedring og for kærlighed.

Så lad os ikke give op, lad os starte på ny. Med at elske Gud.

For når hjertet længes efter kærlighed, så slipper man vreden, og der kan blive plads til noget andet.

Med kærlighed skal alt ondt fordrives!

Freden ligger gemt i os, skabte som Guds børn. I ham kan vi hvile, og finde ro.

Men vi skal søge ham! I Ordet og i livet. 

Og Jesus viser os, igen, i dag, at beder vi ham om hjælp, skal han nok give en hånd med oprydningen. Som han ryddede op i templet vil han rydde op i vores indre tempel, og udruste os med modet til at leve i tro, håb og kærlighed, trods ALT. Amen.